Renter er både skattepligtige og fradragsberettiget. Det betyder at hvis du får positive renter, som f.eks. på indlån i banken, så vil du blive beskattet af denne indtægt. Modsat kan du trække dine renter fra i skat, hvis du skal betale renter. Du kan altså få et fradrag i din skat. Det betyder at din samlede renteudgift bliver mindre, da du skal betale mindre i skat.
Rentefradraget kan du få for alle negative renter. Det vil i høj grad være renter på lån. Det kan være renter på dit boliglån, men det kan også være renterne på dit forbrugslån eller kviklån. Da størstedelen af udgifterne på lån er renter, så betyder det, at du kan spare en hel del i skat, hvis du har nogle store lån.
Som allerede nævnt, så gælder rentefradraget for alle negative renter. Dermed er det ikke kun renterne på dit lån, men også hvis du har negative renter på dit indlån i din bank. Med det nuværende renteniveau i Danmark, så er vi kommet i den mærkværdige situation, at flere banker har indført negative renter på indlånskontoen. Så når din løn går ind på kontoen, så betaler du faktisk penge for at få lov til at have pengene stående i banken. Det er naturligvis surt, men via rentefradraget, så slipper du dog lidt billigere i skat.
For at få rentefradraget, så er det vigtigt at dine renteudgifter indgår i din selvangivelse. I de klart fleste tilfælde, så vil de komme med helt automatisk. Banker og låneudbydere indberetter disse automatisk til skat. Men har du renteudgifter som af en eller anden grund ikke indberettes automatisk, så er det vigtigt at du selv tilføjer dem på selvangivelsen. Kun på den måde kan du få fradraget, og dermed spare i skat.